Henrik Ibsens skrifter

Jeg vil ikke undlade i min hustrus og eget navn at forsikkre Dem om at det var med inderlig deltagelse vi modtog sørgebudskabet om ​ Deres moders bortgang.

Vi forstår så godt, hvor dybt dette tab må have grebet Deres kærlighedsfulde sind. Særlig beder min hustru mig udtale, hvor bevæget hun blev over at De midt under den første smerte havde tanke for os og sendte os ​en ​gentagen meddelelse om dødsfaldet. Jeg forener min tak med hendes for dette nye vidnesbyrd om Deres venskab. Vær forvisset om at vi altid skal ​påskønne det. Til ​ Deres mand har jeg længe havt i sinde at skrive; men hver gang er der kommet noget uopsætteligt i vejen. Nu skal det imidlertid snart ske. Jeg har jo så ​meget at takke ham for også fra vort seneste samvær.

Og Dem selv ligeledes. Det savn under rejselivet, som jeg en gang kom til at nævne, – savnet af «mit eget blækhus», vidste De i afrejsens øjeblik så fint og så smukt at udfylde at jeg ikke ved, hvorledes jeg skal kunne vise mig erkendtlig nok derfor. Jeg vil blot ønske ​at dette mit eget smukke blækhus næste sommer må tjene mig ved nedskrivningen af noget, som ret kunde glæde og tiltale Dem.

Her har vi nu indrettet os lunt og hyggeligt; jeg føler mig ganske som hjemme her, – langt mere end i ​mit egentlige såkaldte hjem, – og nu begynder jeg på ​ et nyt dramatisk arbejde, som jeg håber at få ​færdigt i løbet af vinteren.

Med vore hjerteligste hilsener til Dem selv, til Deres mand og til ​de to dejlige små tegner jeg mig